DRÆBERSNEGLE
Dræbersnegle begynder at komme frem i marts, når temperaturen kommer op på omkring fem grader. Kort tid efter begynde de at lægge æg, så det er med at få bugt med dem tidligt på sæsonen. Hvis man er har problemer med snegle kan sikre sin have mod snegle ved at knuse æggeskaller groft og strø dem som et hegn rundt om haven eller køkkenhaven. Det vil være som at krybe hen over glas for de dårligt polstrede snegle og de vil derfor finde andre steder, at snegle sig hen.
RODUKRUDT
Ukrudt som skvalderkål og andet ukrudt med rødder kan kun bekæmpes, hvis alle rødder fjernes. Hvis man efterlader en rodstump, udvikler den sig til en ny plante. Derfor kan man med fordel bruge en greb til at løsne jorden omkring rødderne og så trække så lange rodstykker op af jorden som muligt. Luger man hver gang, der er et nyt skud, skal man nok få bugt med ukrudtet til sidst.
TRÆER OG BUSKE
Marts er også måneden, hvor man flittigt kan gå i gang med at beskære sine træer og buske i haven. Alle buske og frugttræer undtagen blommetræer og kirsebærtræer, kan beskæres nu. Det er også et godt tidspunkt at plante nye eller flytte rundt, hvis du har nogle træer eller buske i haven som er fejlplaceret.
GRÆSPLÆNEN
Græsplænen er noget af det vigtigste for danske haveejere. Efter en kold og våd vinter kan plænen kan se trist og træt ud. En våd vinter giver også meget mos. Vand fra sne og regn har skyllet mange af de gode gødningskoncentrater ud og det gør at mos overtager, og at græsset uddør stille og roligt. Hvis man vil have bugt med mosset, så skal plænen rives godt igennem, så man får fjernet så meget mos som muligt. Plænen kan komme til at se meget tynd ud, men bare rolig – græsplanterne er klar til at begynde årets vækst og vokser hurtigt sammen igen.
Bare pletter i plænen giver god grobund for ukrudt. Det er vigtigt at stræbe efter en tæt plæne, hvis man vil undgå ukrudt. Ukrudtsfrø kan nemlig ikke finde vej til jorden, hvis den er tæt dækket af græs. Bare pletter kan repareres ved at så nye græsfrø.
Udover at fjerne mos og efterså, er det også en rigtig god idé at lufte plænen ved at stikke huller i græstæppet med en greb eller en vertikalskærer.
Slut forårskuren af med at gøde plænen for første gang i år.
KØKKENHAVEN
Det er nu jorden er varm nok til at man kan arbejde med den, så derfor er det også tid til at fjerne ukrudt i køkkenhaven. Kultivér jorden og forvarm den med enten en plastikdug eller et minidrivhus. Så kan man allerede tyvstarte med sine grønsager om få uger.
KRUKKER
Marts er også måneden, hvor man kan begynde at plante sine krukker med forårsblomster, for at få endnu mere forårsstemning. Løgplanter som påskeliljer, skilla og hyacinter er velegnede til de tidlige forårskrukker. Typisk lægger man løg i efteråret, men man kan købe fremdrevne løgplanter og sætte i sine krukker. Det er nemt at tilplante krukkerne med løg. De placeres blot i overfladen på en spagnumfyldt krukke med et godt dræn i bunden.
En anden smuk forårsblomst som pryder i de fleste krukker, er Stedmoderblomst eller hornviol. Det er nogle af forårets fineste blomster, og hvis du er flittig til at nippe de afblomstrede hoveder af, vil den blive ved med at blomstre over en meget lang periode. Planten kan sagtens tåle lidt frost, men man vil måske se at blomsterne klasker sammen, men hvis man nipper de frostskadede hoveder af, kommer der hurtigt nye knopper.
DRIVHUSET
Hvis man vil have succes i drivhuset, er det en rigtig god idé at forbygge at ens planter ikke angribes af sygdomme og skadedyr. Det gør man godt med en god hovedrengøring. Efter vinteren er de fleste drivhuse fyldt med svampesporer og insektæg. En stor spand sæbevand, knofedt og en god børste kan klare det meste. Det gælder om at komme helt ud i krogene. Først skal alt gammelt plantemateriale fjernes og så skal der skrubbes og skures. Sprosser, revner og sprækker skal skures. Skyl efter med vand og giv ydersiden samme tur.
Så er drivhuset hurtigt klar til at give årets drivhusplanter en god start.
GÆKKEBREV
Når de små fine hvis vintergækker er kommet frem betyder det også at det er tid til at sende gækkebreve. Et gækkebrev er en dansk tradition i forbindelse med påsken. Man klipper smukke mønstre i papir og skriver et lille rim, så giver man en ledetråd om ens navn enter i form af prikker, klatter eller andre små finurlige tegn. Hvis modtageren gætter hvem brevet er fra skylder man dem et påskeæg til påske. Hvis IKKE modtager har gættet den inden påske, skylder de en et påskeæg.
Oprindeligt indeholder brevet en vintergæk, heraf navnet, der også knyttes til verbet “at gække” i betydningen “at vildlede”. “At drive gæk med” er “at spille et puds”, som gækkebrevet også er et forsøg på.
Så frem med papir og saks, så får du måske et påskeæg efter marts.
Bag busken jeg fandt en gæk så sød,
jeg troede, den var af kulden død.
Nu sender jeg den til dig min ven.
Tæl prikkerne små, og gæt fra hvem.
SIDSTE MÅNEDS HAVEKALENDER
HAVEKALENDER – FEBRUARS GØREMÅL
Februar er måneden, hvor vinteren stadig har sit faste greb om naturen, men samtidig begynder haven at antyde de første...
Læs mereNÆSTE MÅNEDS HAVEKALENDER
HAVEKALENDER – APRIL MÅNEDS GØREMÅL
Der er en masse at tage sig til i haven i april, hvor foråret rigtig er ved at få fat....
Læs mere