En af vores læsere skrev for nylig til os: ”Husk at meget af det I kalder ukrudt er, når det blomstrer, mad til bier og insekter, og at en græsplæne i princippet er en ørken, hvis man tænker i biodiversitet.”
Og det gjorde Jytte, fordi mange insekter i Danmark er truede og specielt større insekter som sommerfugle, græshopper, biller og vilde bier er nogle af dem, som har svære forudsætninger for overleve, hvis man ikke passer på dem.
Vi har talt med Rasmus Ejrnæs, seniorforsker på Institut for Bioscience – Biodiversitet ved Aarhus Universitet, som fortæller, at den største årsag til at insekterne har svære forhold er, at de mangler levesteder. Rasmus Ejrnæs er kommet med et par forslag, til hvordan man kan gøre sin have mere insektvenlig.
LAD GRÆSSET GRO
En græsplæne, som altid er trimmet, er som en ørken for insekter og tilbyder hverken mad eller levesteder.
“Man kan gøre sig den overvejelse om man behøver at slå hele sin græsplæne, hvis ikke er det nemlig en god idé at lade dele af græsplænen være i fred. Insekter, sommerfugle og bier trives bedre, når græsset har forskellige længder, og endnu bedre, hvis man også sår lidt forskellige blomster og urter i plænen.” siger seniorforskeren på Institut for Bioscience – Biodiversitet ved Aarhus Universitet, Rasmus Ejrnæs.
Sommerfugle foretrækker blandt andet at lægge sine æg i langt græs.
UKRUDT ELLER VILDE BLOMSTER
Mange af de danske, vilde blomster som vi typisk kalder ukrudt, er faktisk blomster eller planter, som særligt insekter knytter sig til. Vorterod, løgkarse, brunelle, kløver, smørblomst og sneglebælg er værdifulde for insekterne. Selv et lille hjørne af haven, hvor ukrudtet får lov at vokse op, kan være til nytte for insekterne – så bevar, hvad der bevares kan.
Man kan også plante vilde blomster. De er gode til bierne og sommerfuglene og de trives godt i fx indkørslen eller på taget.
“Normalt når vi dyrker blomster, gør vi det i en næringsris jord, men når det kommer til vilde blomster, trives de bedst i næringsfattigt jord. Grønne tage eller eller grusede indkørsler er gode steder til de vilde blomster.” – fortæller Rasmus Ejrnæs.
PLANT INSEKTVENLIGE BLOMSTER
Blomstrende planter tilbyder pollen og nektar til insekterne i din have, og jo flere forskellige planter man har i haven, jo flere forskellige insekter tiltrækker man og insekterne tiltrækker i tilgift flere fugle og smådyr til – På den måde opstår der en sund og naturlig balance i haven.
Insektvenlige planter
Sommerfugle: Sommerfuglebusk, kæmpejernurt, asters, blåhat, fingerbøl, floks, pragtskær, primula, solhat, lavendel.
Bier: Pil, lavendel, solsikke, timian, salvie, erantis, krokus, frugttræer, bærbuske, kløver, lyng, julerose, blåklokke, slangehoved.
GEM HAVEAFFALDET
“Man kan nemt give de små dyr i haven gode steder at bo, ved at lave kvasbunker” – fortæller Rasmus Ejrnæs.
Man kan lade bunker af sammenfejde kviste og blade ligger i haven. Det er et fint sted for insekter at leve og finde føde. Også fugle og pindsvin tiltrækkes af gode store bunker af det, som vi normalt ville kalde haveaffald. Udover det er fortrinlige levesteder for dyrene rummer også nedbrydningsprocessen rummer et helt utroligt mikroliv.
BYG ET INSEKTHOTEL
Man kan også bygge et insekthotel – et ord, som er kommet mere og mere på folk læber. Man hører oftere at, særligt dét er noget folk bygger i deres haver, for at værne en om bier og insekter. Mange forældre ser det som en god mulighed for at inddrage deres børn og lære dem om økosystemet.
LAD DE GAMLE TRÆER VÆRE
Mange af havens dyr og insekterne har brug for gamle træer. Gamle træstammer, stubbe, grene eller en brændestabel er naturen egne insekthoteller og fantastiske levesteder for de små dyr. Dødt træ som man fx lader ligge i haven, vil langsomt blive nedbrudt af insekterne eller rettere sagt af deres larver og det vil igen tiltrække de insekter der spiser dem, og næringsstoffer i træet vil blive frigivet og genanvendes på dem måde i naturens eget kredsløb, som et helt lille økosystem.
”Mange tror at alt skal være grønt og frodigt, men nogle af de bedste levesteder for insekter er ofte ting som er lidt i forfald – når gamle træer begynder at få alder og ru bak, begynder det at blive levesteder for insekter.” fortæller Rasmus Ejrnæs, seniorforsker på Institut for Bioscience – Biodiversitet ved Aarhus Universitet.
GIV ADGANG TIL VAND
“Der findes også mange vandlevende insekter fx guldsmede. Hvis man vil opleve dem i sin have, kan man lave en lille havedam uden fisk. Det kan også tiltrækker andre dyr til haven. Fugle, frøer, salamandere og pindsvin er nemlig også nogle, som er glade for vand i haven. At sørge for, at der er adgang til vand i haven, er en rigtig god måde at hjælpe dyrelivet på.” fortæller Rasmus Ejrnæs.
Små ting gør også en forskel for insekterne i din have – så hvis man ikke er til en havedam, kan et fuglebad eller et par skåle rundt omkring i haven også gøre en forskel på de varme sommerdage, hvor mange dyr og insekter særligt har brug for vand.
HVOR MANGE POINTS SCORE DIN HAVE PÅ BIODIVERSITET?
Vil du vide det, så har seniorforsker på Institut for Bioscience – Biodiversitet ved Aarhus Universitet, Rasmus Ejrnæs udarbejdet et scorekort, som man kan bruge til at måle, hvor meget biodiversitet man har i haven.
Tag scorekortet med ud i haven og giv den en vurdering. Scorekortet giver samtidig idéer til, hvad du kan gå i gang med at forbedre, hvis du skal hjælpe insekterne i din have.
LÆS OGSÅ
5 TIPS TIL JORDBÆRBED I HAVEN
Varme, sol og søde danske jordbær er noget af det bedste ved sommeren. Især, hvis man dyrker jordbærplanterne selv. Her...
Læs mere